Luk munden op!

Den Gud, som fører mig ud af mit Egypten – han elsker mig! Han ønsker at føre mig resten af mit liv, så jeg i livet med ham oplever glæde og fred – som intet andet kan give. Han har omsorg for, at alle mine behov mødes. Han skaber muligheder, som overgår mine længsler. Han mætter mig med noget, som tilfredsstiller ind i mit dybeste inderste.

Det er virkelig en Gud, som tager ansvar! Hele vejen rundt. For alt.

“Jeg er Herren din Gud,
som førte dig op fra Egypten.
Luk munden op, så skal jeg fylde den.”
(Sl 81,11)

Wau… jeg skal bare lukke munden op! Så er han der – så vil han fylde mig.

… Herren min Gud… Mine tanker stopper op ved, om jeg giver ham den plads – som Herre og Gud? Lader jeg ham få et ansvar for at fylde mig? Åbner jeg munden?

… eller forsøger jeg det bare selv…?

Det er i grunden mærkeligt – for jeg mærker en enorm længsel efter ham – men samtidig kan jeg godt se, at jeg nogen gange forsøger selv… Jeg har stadig brug for, at han fører mig ud af mit lille Egypten… det sted, hvor jeg selv vil… det sted, hvor jeg er som en slave af vaner og mønstre, ja, af synden i mig…

Gud, min Gud… tak! Jeg har brug for, at du hver dag fører mig ud af mit eget og hen til det sted, hvor du virkelig kan fylde mig! Jeg lukker munden helt op, min Gud… som en lille fugleunge… afhængig af, at du giver mig dit…

Og det vil han!