En bænk i solen
Vi sad der på en bænk mellem sivene ved vandet. Solens stråler fik det hele til at glimte. Fuglene fløj forbi. Andre svømmede. Solen varmede. Mit ansigt. Min krop. Jeg havde hue på.
Vi havde været tidligt oppe. Gået rundt i den lille skov på den lille ø. Set lyset ændre på alle perspektiver. Hele tiden. Hørt fuglene. Set dem. Set den store flagspætte.
Nu havde vi fundet denne bænk. Og her sad vi. Lykkelige.
Lykkelige i stilheden. Lykkelige af at sanse. Lykkelige af at være.
Være midt i Guds herlige skaberværk. En bog uden ord. Ja, der ville slet ikke være ord nok til at beskrive denne næsten ordløse tilstand. Øjeblikke, der føles som evigheder. Det ene glider over i det andet, og man mærker ikke længere tiden. Er bare. Der, under Guds egen sol!
“Himlene fortæller om Guds overvældende storhed,
himmelbuen fortæller om hans fingres værk;
dag fortæller det til dag,
natten, der gik siger det
til natten, der kommer.
De har ingen ord, de kan ikke tale,
ingen stemmer er at høre,
men deres tavse rungen når ud over jorden,
når ud til verdens ende.
På himlen har han rejst et telt til solen.
Glad som en brudgom går den ud,
en lysende ung mand, der løber sin bane.
Fra himlens ene ende går den ud,
bevæger sig rundt til den anden,
intet er skjult for dens glød.”
(Sl 19,2-7; Bibelen 2020)
Tak for lykken i at være sammen med dig i dit herlige skaberværk… Tak for at jeg fik lov til at mærke dig – uden ord. Tak fordi jeg mærker, at jeg er – under din herlige sol!
