Fælles om brødet

Ja, corona-tiden får en til at tænke endnu mere over værdien ved fællesskaber. Og jeg har også tænkt over – ja, mærket det, nu hvor alting føles anderledes – hvor utrolig dejligt det er, at vi har et kristent fællesskab.

Tilbedelse sammen. Studie af Guds ord sammen. Fællesspisning i kirken. Hygge. Gode snakke. Latter.

At være kristen alene… det matcher ligesom ikke…

Jeg sidder med en fantastisk beretning i Bibelen foran mig i Lukas kapitel 9 vers 10-17.

Det havde været en lang dag. Egentlig var disciplene lige kommet tilbage fra en tid, hvor de havde prædiket og helbredt – og Jesus søgte nu, at de kunne være alene sammen. “Men skarerne opdagede det og fulgte efter ham, og han tog imod dem og talte til dem om Guds rige, og han helbredte dem, der trængte til hjælp” (vers 11).

Er det ikke dejligt! Jesus tog imod dem! Jesus blev ikke blot i det lille fællesskab – men han gik ind i det store fællesskab, fordi der var mennesker, som havde brug for ham!

Det blev en skøn dag. Mennesker blev helbredt. Og Jesus havde fortalt om Guds rige. Men nu var det sent. Sulten meldte sig. Men de var mange. Hvor i al verden skulle de finde mad til så mange?

En gav sit til fællesskabet. Det var godt nok næsten ingenting – fem brød og to fisk. Men Jesus “tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød dem og gav disciplene dem, for at de skulle dele ud til skaren. Og alle spiste og blev mætte” (vers 16-17).

I fællesskabet delte de – og Gud velsignede, så der blev nok til alle.

Selvom vi måske kun har lidt at give – hvis vi deler det i fællesskabet, hvis vi lægger det frem til Guds velsignelse – så bliver det til meget mere!