En fælde åbner sig…

De følte sig fanget. Som i en fælde. De var ellers lige sluppet ud af Egypten, og stemningen havde været høj – men nu var de ved at blive indhentet… Frygten greb dem. Rædsel fyldte dem. At blive fanget som flygtet slaveflok – det kunne kun blive værre end før…

Bjergene til siden, havet foran dem, egypterne bag… der var ikke noget at gøre. Håbet var ude.

Nej – for der var Gud! Gud var der. Gud førte dem. Ja, Gud førte dem der, hvor der ikke var nogen vej frem…

“Du kløvede havet foran dem,
så de gik tørskoet gennem havet”
(Neh 9,11)

Heller ikke det havde nogen hørt før: At havet åbnet sig, så et helt folk kunne gå over til den anden side på havbunden!

Egypterne var overmodige. Det havde de været i årevis. De havde pint og plaget dette folk. De havde nægtet dem deres frihed. De havde trodset og hånet deres Gud. … Nu fulgte de dem ud i havet…

“men deres forfølgere kastede du i dybet
som en sten i de vældige vande.”
(vers 11)

Fælden var væk. Truslen var ødelagt for altid. Gud satte en grænse for ondskab – og han satte den lige nu! Livet var deres.

Sådan er Gud… han gør langt ud over, hvad vi kan forestille os… Han åbner din vej… han tager sig af det, som truer dig… Han giver dig livet!