Dødens nødvendighed…

Der er noget meget væmmeligt over den overskift. For død er væmmelig. Den skulle aldrig have været. “Som den sidste fjende tilintetgøres døden” og en dag “skal døden ikke være mere” (1 Kor 15,26; Åb 21,4).

Men i denne verden – i denne syndens og dødens verden – så er det nødvendigt at noget dør, for at noget nyt kan få plads…

Og det kommer helt ind til kernen i mit liv: Vil jeg selv – eller vil jeg give Gud plads? Og det er ikke noget nemt valg… Forkert – jo – det er i grunden nemt: For jeg vil selv. Derfor er skridtet til at give Gud plads så stort, at det beskrives som en død – jeg, mit eget selv, min egen vilje må dø for at give Gud plads.

“Jeg er korsfæstet med Kristus,” siger Paulus (Gal 2,19). Det lyder ikke rart. Og det var ikke rart! Der var intet romantisk over at blive korsfæstet – det var en grusom død!

Men stop alligevel en gang… for Paulus fortsætter: “Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (vers 20).

Det er jo vidunderligt! Det handler jo om liv! Et stærkt liv fordi Gud lever i menneske – et liv i tro på ham, som formår alt, ham, som gør den store forskel, det er ikke længere min endeløse kamp – det er et liv favnet i en uendelig stor kærlighed, en der elsker mig så højt, at han gav alt for mig!

Når jeg giver Gud plads – så får jeg alt!

Det er værd at leve for! Det er virkelig værd at dø for!