Sabbat med savn

Sabbat. Stilhed. Er der nogen, du savner at være sammen med i dag?

Corona. En syg verden. Undtagelsestilstand. Isolation. Vi er alene. Vi savner dem, som vi plejer at fejre sabbatten med.

En sabbat. Med stilhed. “Sabbatten over holdt de sig i ro” (Luk 23,56). De savnede alle. Jesus var der ikke. Det var påskesabbat.

Disciplene savnede Jesus inderligt. De sidste mange sabbatter havde de altid været sammen med Jesus. De havde lyttet til hans vidunderlige ord. De havde hørt hans latter og set hans smil. De havde mærket hans frihed og glæde.

Maria savnede Jesus. Hendes kære søn. Som altid havde hjulpet hende og vist omsorg. Nu lå han kold og livløs i graven. Hendes hjerte krampede sig i længsel…

Kvinderne savnede Jesus. De havde fulgt Jesus og disciplene og sørget for dem. De havde lavet sabbatsmad. Nu manglede Jesus, og sorgen lå som dyne over hver eneste mundfuld…

Gud. Englene. Jesus havde jo altid været. Men ikke denne sabbat. Denne sabbat var de ikke sammen. Jesus manglede.

Jesus var væk på grund af en syg verden. En verden i undtagelsestilstand. En verden i synd. Men Jesus lod ikke denne verden være isoleret væk fra sig selv… Han kom – og var midt i den – for at være os så nær… For at elske os til omvendelse. For at kunne være sammen med os i evigheden!

Han mærkede syndens sygdom lige til døden… Og der lå han så – kold som et hvedekorn – klar til at spire – klar til at stå op med nyt liv – klar til at give liv til alle – klar til at give os evigt liv! (Joh 12,24).

Savn på grund af død behøver ikke at vare evigt. Af Jesus får vi det evige liv – og kan være sammen med ham og alle frelste – uden nogen sinde mere at skulle mærke ensomhed eller savn.

Lad os juble denne sabbat! I sin savnfulde stilhed peger den frem mod en ubegribelig jubel – som aldrig stopper igen!