At være sammen med ham

Alene

Nogle skridt i livet må vi gå alene… menneskeligt, ja – men aldrig uden Gud!

Det gør al forskel!

Og det gjorde al forskel for Jesus!

Disciplene var allerede flygtet, da Jesus blev taget til fange: “Da lod de ham alle sammen i stikken og flygtede” (Mark 14,50), men Jesus vidste det godt på forhånd: “Der kommer en time, ja, den er kommet, da I skal spredes hver til sit og efterlade mig alene. Men jeg er ikke alene, for Faderen er med mig” (Joh 16,32).

Menneskeligt alene. Men ikke uden Gud.

Du kan måske være menneskeligt alene – men ikke uden Gud!

Og Jesus hang så der, alene på et kors… men så alligevel ikke… selv nogle mennesker kom ham nær. “Ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas’ hustru, og Maria Magdalene” og disciplen Johannes (Joh 19,25-26).

Ja, man kan måske både drømme om og forvente, at ens nærmeste er der – men selv de kan ikke altid nå derind, hvor de dybeste kampe kæmpes…

Men måske sker der noget uventet… som den ene røver på korset: “Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige” (Luk 23,42). Der, hvor Jesus hang efter en tjeneste, som var blevet afvist af landets ledere, og hvor hans disciple var flygtet fra ham – så tog en røver imod ham som sin personlige frelser i erkendelsen af, at Jesus var verdens frelser!

Lige ind i Jesu kamp for mennesker – han var ikke alene – han havde en med sig, som havde taget imod!

Se du dig også om! Måske kommer der en gave fra Gud til dig fra en anden kant, end du venter – som vedrører dine dybeste kampe, der hvor du er alene om af mærke meningen med dit liv… Som om at Gud siger til dig: Det, du gør, er ikke forgæves… du er ikke alene i din tjeneste… jeg er her… og jeg lader dig vide, at andre har samme sind som dig…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *