Ensom

Åh, der er så mange grunde til at føle sig ensom… corona er en af dem… Pludselig er vi alle lukket inde i vores bokse uden mulighed for fællesskab. Vi savner. Måske hører vi ikke fra særlig mange. Måske føler vi, at dem, der virkede tæt på, også er langt væk… Ensomheden gnaver… Betyder vi i grunden noget for hinanden… betyder jeg noget for nogen?

På denne skærtorsdag tænker jeg på Jesus… og på hans ensomhed.

De sidste 3 ½ år havde han været tæt med disciplene. De havde været fælles om alting. De var blevet knyttet til hinanden.

Ja, ikke alle lige meget… Peter, Jakob og Johannes havde været tættere på end de øvrige.

Men nu, da Jesus mødte sin mørkeste time – så var de der ikke. Da Jesus “blev grebet af sorg og angst” – så rakte han ud til dem: “Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!” (Matt 26,28-29). Men de var der ikke for ham… de kæmpede ikke sammen med ham… de var bare optaget af deres egne behov… og faldt i søvn…

Hvor ensomt… Jesus mødte ensomheden… Og han mødte den, fordi han elsker dig så meget! Han gik igennem ensomheden, for at åbne vejen til at kunne være sammen i evigheden.

Så han forstår også din ensomhed. Som menneske har han prøvet, hvor meget det bider… Men til forskel for alle andre – så betyder afstand ikke noget for ham – og han kommer til dig i din ensomhed… ja, han kan fylde dit hjerte med glæde – også der, hvor du er alene! Han tilbyder dig fællesskabet med sig selv – det er en nærhed og et fællesskab, som ikke brydes af nogen eller noget…

Tak, Jesus… jeg tager imod fællesskabet med dig – lær mig i dag hvordan! Jeg giver dig alle mine ensomme følelser… Løft mit sind til dem, som jeg kan være noget for… Fyld mig lige nu med din søde glæde!