Fælles om udfordringerne

De var ét folk. De stod i de samme udfordringer – genopbygningen af et nedbrudt land. Alligevel var der forskel. Nogle havde meget – og nogle havde lidt. Men ikke nok med det – nogle af dem, som havde meget, udnyttede dem, som havde lidt.

Det var forkert.

Nehemias blev meget vred, da han hørte det. “Da jeg havde overvejet det, gik jeg i rette med de fornemme og fyrsterne og sagde til dem: ‘I driver åger med jeres brødre!’ ” (Neh 5,7). Og det havde ikke kun noget med mennesker at gøre: “I bærer jeg ikke rigtigt ad! Burde I ikke vandre i frygt for vor Gud” (vers 9).

For vi tjener Gud, når vi behandler hinanden ordentligt!

Og situationen var virkelige slem: “Vi står magtesløse, for vores marker og vingårde tilhører andre” (vers 5), “Vi må give vores sønner og døtre i pant, for at vi kan få korn og noget at spise og opretholde livet” (vers 2).

Den, der intet har, har ikke noget at gøre med.

Det er skønt at læse, at de gjorde noget ved det! “Giv dem straks deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage, og eftergiv dem de lån, I har givet dem i penge, korn, vin og olie” (vers 11).

Og det gjorde de! Og “hele forsamlingen sagde amen, og de lovpriste Herren. Og folket handlede efter det” (vers 13).

Jeg bliver glad, når jeg ser de samme principper eksistere i dag. At vi i Danmark møder corona-krisen sammen – og hjælper dem, som bliver hårdest ramt.

Gud, velsign os – sammen. Velsign vores fælles indsats. Velsign alle vores fællesskaber. Velsign vores initiativer for at hjælpe den, der har behov. Velsign os med styrke og kraft og indsigt, så vi kommer godt igennem. Velsign os til at leve efter guddommelige principper – at vi altid må have øje for andres ve og vel.