Anderledes
Dagene er anderledes. Aktiviteterne er anderledes. Fællesskaberne er anderledes. Men Gud er den samme – og Gud evner at møde os i alt det, der er anderledes.
Det rækker helt der ud, hvor det for os synes umuligt…
“Herren vil altid lede dig,
selv i øde egne vil han mætte dig.
Han vil styrke din krop,
så du bliver som en frodig have,
som et kildevæld,
hvis vand ikke svigter.”
(Es 58,11)
Ja, for hvem tænker, at man vil blive mættet, hvor det er øde? Hvem tænker, at man bliver næret der, hvor der ingenting er? Hvordan kommer et kildevæld frem, hvis alt er tørt?
Gud!
Han gør det. Vær ikke bange for det, der er anderledes. For det øde. For det tørre. For stederne, hvor der ikke synes at være nogen ting… Gud er her! Mød ham – lige her.
Tag imod det, som han giver dig – lige her. Og del det, som han allerede har givet dig…
Versene lige før lyder:
“Hvis du fjerner åget
og holder op med at pege fingre og tale ondt,
rækker den sultne dit brød
og mætter den forkuede,
så skal dit lys bryde frem i mørket
og dit mulm blive til højlys dag.”
(vers 9-10)
Lige nu… hav barmhjertighed med dem omkring dig – de gør måske det bedste, de kan eller forstår… Virker de tomme – så giv dem noget – også din nåde… Del det du har! Og Gud vil give dig endnu mere at dele af…