Ja, taknemmelig

Mandag morgen. Jeg skal ikke på arbejde. Jeg skal heller ikke til gymnastik i aften. Jeg skal være hjemme. Arbejde hjemmefra.

Jeg ville hellere have været på arbejde. Og jeg elsker min gymnastik. Jeg kan tænke på ugens andre aflyste aktiviteter… Og jeg tænker på alle dem derude i landet, som er langt mere pressede end jeg – pressede af, at de måske bliver syge, pressede af, at økonomien skriger, når verden går i stå… Jeg ville ønske, at Danmark ikke var under corona-pres.

Alligevel er det taknemmelighed, som fylder mig. Taknemmelighed over, at jeg har det lunt og godt, jeg har drikkevand lige ud af hanen, køleskab, fryser og viktualierum er fulde af mad, min mand arbejder også hjemmefra – så jeg har selskab.

Jeg er ikke i nød. Men alligevel er verdens nød kommet et skridt tættere på min stue… I mit sind mærker jeg lidt af det, som nogen derude mærker… Min omsorg rækker ud til dem, der ikke kan arbejde hjemmefra – for de har slet ikke noget arbejde. Deres verden er i ruiner. De sover ikke godt, for uroen larmer.

Åh…

Gud elsker os alle. Men den sætning bliver uendelig hul, hvis ikke vi agerer som hans forlængede arme…

Religiøs overgivelse handler ikke om selvoptaget selvfornægtelse… “Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag?” (Es 58,5)

“Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne” (vers 6-7).

Må Gud hjælpe os til at passe på det vi har, og til at bruge det vi har, så det bliver til mest muligt – så vi har mere at dele med dem, der ikke har.