Regnbuen igen

Det var torsdag morgen. Onsdag aften havde vi fået nyhederne om Danmarks nedlukning på grund af corona. Så jeg skulle til at arbejde hjemmefra.

Denne torsdag morgen ville jeg tage på arbejde for at lukke ned. Hente nogle få ting. Fjerne den friske frugt fra kontoret.

Mine morgenaktiviteter begyndte, som de plejede. Jeg havde min andagtsstund. Skrev lidt til hjemmesiden. Guds løfter optog mig. Jeg ville gerne dele tanken om, at Gud har styr på alt! Vi har brug for det – ind i verden, hvor ting er vilde. Ind i verden med corona.

Det blev historien om regnbuen. Stykket for i fredags.

Jeg cyklede til stationen. Tog morgenens eneste regionaltog mod Odense – her skulle jeg ikke have pladsbillet. Vi var tydeligt langt færre mennesker ude i verden. Så corona-effekten.

I toget skrev jeg hilsener, som jeg plejer. Kiggede op – og der var den: En stor, flot, tydelig regnbue!

Det var som en hilsen fra Gud til mig! Ånden talte til mit hjerte: Line, det er ikke bare mit løfte til dig i bogen, i ordet – det er lige her, for jeg er her – mit løfte rækker lige ind i din virkelighed. Altid! Nu!

Først læste jeg det… skrev det… og nu bekræftede Gud det! Og tanken voksede indeni mig: Jeg må dele historien med dig! For hvad får vi i grunden bare for os selv… ingenting… Hans velsignelser må vi dele!

Løfterne holder!

“Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden” (1 Mos 9,16).

Tak kære Jesus, jeg elsker dig! Tak fordi du viste dig så stærkt for os!