Syndere? Fundet?

“Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham” (Luk 15,1). Det er i grunden interessant. Hvorfor gjorde de mon det?

Og videre står der: “og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ‘Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem’ “ (vers 2). Hvorfor reagerer de sådan?

Og så fortæller Jesus tre lignelser.

Den første om et får, der var løbet væk. Hyrden efterlader de andre får, imens han leder. Og så holder de en særlig fest, da fåret er fundet. Og Jesus siger: “Således bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse” (vers 7).

Den næste om en kvinde, der finder en drakme, hun har tabt. Og Jesus siger: “Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig” (vers 10).

Den tredje handler om to sønner. Den ene vil have sin arv på forskud – og den solder han op – kommer hjem, da han er på spanden – og faderen holder en stor fest. Den anden har været pligtopfyldende altid – og han bliver megasur over festen for hans bror og vil ikke være med. Faderen siger til ham: “Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet” (vers 31-21).

Og så sker der ikke mere… Jesus siger ikke mere… vi kender ikke tilhørernes reaktion…

Den centrale pointe igennem hele beretningen er: Syndere. Syndere der flokkes om Jesus. Andre der forarges over Jesu samvær med syndere. Syndere, som får særlig opmærksomhed – der ledes efter dem, de savnes, og der er stor glæde, når de bliver fundet. Og så den, der ikke vil være med i festen – fordi det er uretfærdigt.

Pludselig vendes det hele på en måde på hovedet. For hvem er så egentlig fundet af de to?

Når Jesus elsker syndere, hvem elsker han så?

Hvem af dem er du? Er du fundet?