Alene, men ikke ensom

Kender du følelsen af at være ensom?

Den er drøj. Og faktisk føles den værre, når man oplever den sammen med andre – end når man er alene.

Men fællesskaber modvirker ensomhed. Så hvad med dem, der ingen har? Ingen kæreste. Ingen forældre. Ingen børn. Ingen venner.

Jeg kom til at tænke på Daniel. Som helt ung kom Daniel som fange til Babylon – mon ikke, at det var på det tidspunkt, at han mistede sine forældre? En fru Daniel eller børn hører vi ikke om. Men venner havde han.

Men i Daniels Bog kapitel 6, så er det Daniel alene, vi møder. Daniel som var dygtig. Daniel som en af de højeste embedsmænd. Daniel blandt jaloux kolleger, som går så vidt, de får kongen til at lave en lov, som skal sikre Daniels død.

Midt i alt det er Daniel helt rolig. “Da Daniel fik at vide, at skrivelsen var udfærdiget, gik han hjem. I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort.” (Dan 6,11).

Der var Daniels dybeste fællesskab. Daniel var ikke ensom – og faktisk var han ikke rigtigt alene…

… heller ikke i løvekulen, hvor “Gud sendte sin engel” (Vers 23).

Ja… i denne verden kan vi være i situationer, hvor vi ikke har familie eller venner omkring os… Men vi vil aldrig være uden Gud! Hans fællesskab vil fylde os! Han vil velsigne os med sin nærhed!