Elsket – uden at mærke det
Siden den dag har du haft svært ved at mærke, at du er elsket.
Gud havde ellers set, at alt, hvad han havde skabt, var så godt.
Men den dag mærkede du ikke længere, at han elskede dig.
Du lyttede nemlig til slangens stemme: “så I bliver som Gud” (1 Mos 3,5).
Så siden den dag har du rakt efter noget, som var større, for at være tilfreds – og for at kunne være elsket. Siden den dag har du ikke været tilfreds med tingene, som de var – og kunne derfor heller ikke mærke, at du var elsket. Og siden den dag har du stillet spørgsmålet: Kan nogen virkelig elske mig – for nu havde du jo en grund til ikke at være tilfreds med tingene, som de var…
… og så alligevel ikke: For han elsker dig stadig!
Han elsker dig stadig, som du er – lige nu – selvom han ser det frygtelige syndens rod, som du sidder fast i… og han længes efter at sætte dig fri…
Han vil sætte dig fri til at mærke, hvor uendelig højt han elsker dig! Han vil tage dig ud af kampen for at skulle være god nok – for det er ham, som er god nok – og han elsker dig!
“men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Så meget mere skal vi, der nu er blevet gjort retfærdige i kraft af hans blod, ved ham frelses fra vreden. For mens vi endnu var hans fjender, blev vi forligt med Gud, ved at hans søn døde; så skal vi så meget mere, når vi er forligt med Gud, frelses, ved at han lever.” (Rom 5,8-10)
At være forligt – det betyder, at der ingen afstand er mere… Ingen afstand mellem Gud og dig! Helt tæt på ham, der elsker dig over alt! Mærk kærligheden… den er ikke væk… for han er nær!