At være sammen med ham

Utilfreds…

Tingene er ligesom lidt træls. Man føler sig utilfreds og rastløs indeni.

Prøver at drikke noget vand. Hjælper ikke. Tager turen til køleskabet. Der er ikke noget lækkert. Lækkersulten måske?

Prøver med chokolade. Øv. Stadig utilfreds. Kage. Egentlig bare kedelig. Spiser alligevel tre stykker. Måske kan en is gøre forskel? Eller noget lakrids?

Ingenting smager. Har nu en smule kvalme også. Og er osende træt af måske et kilo plus.

Gåtur. Gider ikke. Noget sjovt på tv? Det er ikke sjovt. Musik? Nej. Hvad med at lave noget flot? Tænker tilbage på gode projekter, som gav ros og anerkendelse. Øv… selv det løfter ikke stemningen.

Hallo! Hvordan kan det være, at ingenting virker? Intet tilfredsstiller. Mere og mere af noget, der burde virke, gør bare endnu mere utilfreds!!!

Og nu er jeg jo bare helt almindelig… men verdens største konge prøvede virkelig alt: “Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde” (Præd 2,10). Og hans konklusion: “Lad mig prøve at nyde glæden og lykken! Men også det var tomhed” (vers 1).

Meeen… Salomo fandt også ud af, hvad der virkelig gør forskel. Har du allerede gættet det? Nemlig: Gud!

Han siger: “At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud. De skal ikke altid tænke på deres levedage, for Gud giver dem glæde i hjertet” (Præd 5,18-19).

Gud giver glæde! Åh, jep – det er jo lige det, jeg trænger til. Den virkelige glæde – fra ham. At kunne glæde sig over det helt almindelige – det er en gave fra ham.

Sådan kort sagt: Så bliver alt – uden Gud – tomt. Fordi det er så kortvarrigt og flygtigt… Men sammen med Gud – så bliver alt på en måde fyldt med glæde… fordi han er sammen med en i det!

Helt ærlig! Gør det! Tag Gud med! Læg alt det utilfredsstillende bag dig… og lev i den glæde, som han giver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *