En stav

Moses’ tredje indvending rammer os i hjertet: “Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: Herren har ikke vist sig for dig?” (2 Mos 4,1)

Gud, de har allerede afvist mig en gang… De husker sikkert endnu, hvordan jeg dummede mig dengang… Hvorfor skulle det blive bedre nu? Gud, jeg tør ikke møde deres afvisning… jeg kan overhovedet ikke lyde overbevisende… fordi jeg er så fuld af frygt…

“Da sagde Herren til ham: ‘Hvad er det, du har i hånden?’ og han svarede: ‘En stav.’ “ (vers 2)

Gud, det er symbolet på mit fald… Staven vidner om, at jeg ikke lyttede til dig… Jeg fik den i hånden, da jeg havde forladt Egypten… Og fårehyrder er en afskyelighed for egypterne…

Men Moses havde lært masser med den stav i hånden! Og Gud ville på ingen måde spilde det, som Moses havde lært. Gud havde tilgivet Moses for længe siden… Og Gud ville stadig bruge Moses.

Han vil også bruge det, du har i hånden. De erfaringer, du har fået – dem, som går igennem fald og smerte… Dem, hvor du var i et ørkenland, som virkede dræbende meningsløst… For i hver eneste af disse erfaringer, så var Gud der – og han arbejdede med dig! Nu er det tid til at bruge det!

Vi læser senere: “Moses havde Guds stav i hånden.” (2 Mos 4,20). Moses’ historie var nu historien om Guds nåde. Hans fald var historien om, hvordan Gud rejste ham op. Hans selvstændighed blev historien om Gud, der også brugte ham i magtesløshed. Moses gik ikke alene – men sammen med Gud! Moses gjorde det ikke alene – Gud brugte ham!

Sådan vil Gud også bruge dig… Mærk hans nåde omslutte dig… Han rejser dig op… Han bruger dig i din magtesløshed…

Se også Kald eller fald (Spoken Word) – om kaldet til Moses – hans fald – og hvordan Gud forunderligt leder ham! Om at den samme Gud rejser og kalder dig!