Fremmed

Men Moses var fremmed. Selvom han voksede op som prinsessens søn – så vidste han i sit hjerte, at han hørte til israelitterne, Guds folk. Og han mærkede kaldet til at hjælpe dem – til at få dem ud af det grufulde slaveri…

“I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. Han ville langt hellere lidt ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte…” (Hebr 11,24-26).

Men Moses var også fremmed for Guds måde og timing. Så da han en dag selv tog affære og dræbte en egypter for at redde en hebræer, så begyndte det at gå galt…

Og fremmed var Moses også overfor hebræerne… da han næste dag igen gik ud blandt hebræerne, og da han så “to hebræere i salgsmål: ‘Hvorfor slår du din kammerat?’ spurgte han ham, der havde skylden. Men han svarede: ‘Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?’ ” (2 Mos 2,13-14).

Så nu flygtede Moses til Midjan, hvor han virkelig følte sig fremmed. Da Moses fik en søn, kaldte han ham “Gershom; ‘for jeg er blevet gæst i et fremmed land’ ” (vers 22).

Alle steder var Moses fremmed… Fremmed overfor alle mennesker… og også fremmed for Gud…

Men Gud var i gang med sin plan! Moses var ikke fremmed for Gud. … Og hvem du end er – så gælder det også dig! Gud kender dig – Gud har en plan for dig – uanset hvor fremmed du kan føle dig blandt mennesker eller overfor Gud…

Se også Kald eller fald (Spoken Word) – om kaldet til Moses – hans fald – og hvordan Gud forunderligt leder ham! Om at den samme Gud rejser og kalder dig!