Korsfæstet i magtesløshed

“For han blev korsfæstet i magtesløshed, men han lever ved Guds magt, og vi er magtesløse i ham, men for jer skal vi leve sammen med ham ved Guds magt” (2 Kor 13,4).

Lige sådan er det. I det øjeblik man bliver korsfæstet – så er man totalt magtesløs. Armene strækkes ud af andre. Naglerne bankes i. Man nærmest hænger i magtesløshed og kvæles, fordi man ikke kan trække vejret.

Magtesløs. Magtesløs ind i døden.

Jeg må følge ham i den magtesløshed ind i døden… Ja, jeg må virkelig acceptere, at jeg ikke kan frelse mig selv…

Mine arme må strækkes ud og hænderne gennembankes, så jeg forstår, at jeg ikke ved mine hænders værk kan udrette min frelse. Mine skridt kan ikke bringe mig derhen, hvor jeg frelses. Jeg har end ikke livet i mig selv… men dør i magtesløsheden.

Og så – NEJ! Ja, og det er jo miraklet over alle mirakler! Gud giver mig livet. Gud giver mig livet, mens jeg lever. Så jeg kan leve for ham – og ikke for mig selv. Så jeg kan elske – ikke forarges. Så jeg kan elske mig selv – ikke rådne i skammen.

Jesus, min frelser, korsfæst mig med dig. I min magtesløshed – så giv mig livet! Det levende lystbetonede liv! Det virkelige liv. Begyndelsen på det evige liv!