Omvendelse er fest
Israels folk var samlet for at høre Guds ord. Og ordet rørte dem. Også når de tænkte på, at de havde svigtet Gud, og smerten som følge af det. Folket græd: “Hele folket var begyndt at græde, da de hørte lovens ord” (Neh 8,9).
Så sagde “statholderen Nehemias og præsten Ezra, den skriftlærde, og levitterne, der underviste folket, til hele folket: “Denne dag er hellig for Herren jeres Gud! I skal ikke sørge og græde”… “Vær ikke bedrøvede, for glæde i Herren er jeres styrke!” (vers 9 og 10). Og det hele blev “en meget stor glædesfest” (vers 18).
Glæde. Vær sammen med Gud i glæde. Det kan godt være, at du også har svigtet Gud – for det har vi alle – men når du kommer til ham, så tager han sig af alt det mørke – han tilgiver, han heler, han genopbygger. Stor glæde!
Jesus sagde: “Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse” (Luk 15,7).
At vi vender os til Gud – det er stor glæde!
Ja, når vi ser det grumme i synden – vores egen synd og hvilke smerte den har forårsaget andre og os selv – så kalder det på, at vi bøjer os og bekender og græder… Men vi bliver ikke der! For det er stor jubel, at vi har set og erkendt og er kommet til ham – som tager sig af syndige hjerter – og fylder os med glæde! Glæde i ham! Glæde, som strømmer ud til andre.