En dialog i magtesløshed

Gud, jeg kan ikke fordrage at være i det her… Det gør ondt… Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det… Jeg er totalt magtesløs… Og… det er så svært at være magteløs… jeg vil meget hellere gøre noget… Hvad kan jeg gøre, Gud?

Hvad kan du gøre?

Ja, men Gud, det ser ud som om, jeg ingenting kan gøre… Jeg aner i al fald ikke, hvad jeg skal gøre…

Har du ikke givet det til mig?

Jo, Gud.

Hvem skal så gøre noget?

Dig. … Men Gud, hvad skal jeg gøre?

Hvad kan du gøre?

Ingenting.

Hvad skal du så gøre?

Ingenting?! … Ingenting!

Men Gud… det er så svært, at gøre ingenting…

Er det?

Både ja og nej… For – jeg kan jo virkelig ingenting gøre… Så det er også befriende at give slip… og bare – ja, stole på – at du faktisk gør noget!

Tror du på, at jeg har styr på det? Og at jeg gør noget på min måde og til min tid? Stoler du på mig?

… ja… Ja, det gør jeg, far!

Hvad skal du så gøre?

Vente, tænker jeg.

Ked af det eller kan du godt være glad?

Wou, far… Ja, men når jeg virkelig giver det til dig… og virkelig stoler på, at du gør noget… når jeg accepterer, at min magtesløshed ikke er farlig, men bare et rum, hvor jeg ingenting kan – og du kan! Så… så kan jeg jo egentlig bare vente i lykkelig forventning…

Ja.

Men hvad så, når det gør ondt?

Jeg er sammen med dig. Du vil aldrig være alene. Og din glæde over mig vil være større end smerten… Og jeg vil fylde dig med min fred!

Tak, far! Tak… Far, det er som om min frygt for det hele er væk?!

Ja, mit barn – jeg har taget den!

Hvorfor har du ikke taget den før… så ville det være nemmere at være magtesløs?

Fordi du holdt fast i, at du ikke ville være magtesløs, du ville selv styre det…

Ok, far… Magtesløsheden… en gave, hvor jeg giver slip… og du får det hele… og jeg får fred! Tak, min elskede, kære far! Sammen med dig kan jeg være i det… Og dine hænder arbejder… også med det, jeg ikke ser…