Davids Søn døde

David bad og fastede. Han lagde sig på jorden, og han undlod at spise.

David ydmygede sig for Herren. David havde syndet – og gjort op sammen med Herren. Herren havde sagt: “Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø. Men siden du har givet Herrens fjender anledning til at spotte, skal den søn, du har fået, dø” (2 Sam 12,13-14).

Nu bad David for drengens liv. Da barnet blev sygt, helbredte Gud det ikke. Drengen døde – og først da rejste David sig. Han måtte leve videre.

Davids Søn døde! Ja, Jesus døde! En uskyldig for mig, som er skyldig.

Jeg mærker ind i mine knogler, at det er urimeligt! Jeg mærker smerten over, at Guds Søns krop blev mishandlet… slået til blodet flod… udpint… fordi jeg har været oprørsk og ville have min egen vilje…

Når jeg med åbent sind ser, at Jesus mentalt måtte udstå så megen hån og spot – fordi han elskede mig – så bliver jeg skamfuld over de småting, som jeg klager over…

Davids Søn døde – så syndere kunne leve! Gud, jeg elsker dig – og beder dig:

Skab et rent hjerte i mig, Gud,
giv mig på ny en fast ånd!
Kast mig ikke bort fra dig,
og tag ikke din hellige ånd fra mig!
Lad mig atter frydes over din frelse,
styrk mig med en villig ånd!
Salme 51,12-14