Behov for Helligånden?

Åh, det er da et gysende spørgsmål at stille: Har jeg hele tiden behov for Helligånden i mit liv? Ja, for selvfølgelig har jeg da det!

Jeg prøver lige igen, altså: har jeg hele tiden behov for Helligånden? … På en dyb erkendt måde, så jeg også hele tiden beder om, at Helligånden får plads i mit liv?

Nu rammer det noget… for mig i al fald. Som du ved, så elsker jeg at kommunikere. Her, for eksempel. Og mit hoved er jævnt hele tiden optaget af tanker, som jeg har lyst at dele på den ene eller anden måde…

Og… så kan jeg godt lige røre ved den gysende snitflade: Line, bliv ikke så optaget af og begejstret for det, du vil dele… at du ikke bruger tiden på at være sammen med Gud, overgiver dig selv til Gud og beder HAM om at være den, som gør forskellen!

Forstår du? Jeg crasher jo, hvis jeg bliver optaget af at dele ham – fremfor at være optaget af ham! … så bliver det hele – ja, livløst!

Jeg finder den pointe i lignelsen, som Jesus fortæller i Luk 11,5-10. Nogle sultne kommer til en, som ikke har brød – og det er altså så vigtigt at give dem mad, at værten er klar til at vække en ven midt om natten for at få brød. Dette sammenlignes med at vi kan få Helligånden af Gud ved at bede om den.

OK, nu rører Gud mit hjerte igen… for sulten kender jeg, længslen efter mad… Åh, Gud, fyld mit hjerte med lige så meget hunger efter dig… lige så meget bevidsthed om, at hele mit system går ned, hvis ikke du er her… hele tiden… Gud, kom! Tak fordi du som den kærligste far elsker at fylde mig med din Ånd – rigeligt! Jeg vil det far! Jeg beder dig gøre det – nu!