Konge – ikke pga. magt

David. Konge valgt af Gud. Og David overlod altid det valg til Gud.

Både som ung og som gammel stod David i situationer, hvor han kunne have valgt at bruge magt. Men – han valgte det ikke. Manden efter Guds hjerte (ApG 12,22) var overgivet til Gud – Gud måtte gøre, som Gud ville – det var ikke hans menneskelige, kongelige magt, som skulle åbne dørene.

Hvor fristende det end kunne være – Gud havde jo sagt til David, at David skulle være konge – så lagde David ikke hånden på den sindssyge kong Saul: “Herren bevare mig fra at gøre dette mod min herre, mod Herrens salvede! Jeg lægger ikke hånd på ham, for han er Herrens salvede” (1 Sam 24,7). Gud havde givet David løftet om kongemagt – Gud måtte selv gøre det virkeligt – ikke David selv, ved brug af en magt, som ikke tilkom ham.

Mange år senere var det Davids søn, Absalom, som gjorde oprør. Skulle David nu gøre noget for at fastholde sin magt? David gik ikke til angreb mod oprøreren. Han forlod byen – “Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne, lader han mig komme tilbage” (2 Sam 15,25). Det var Gud, som havde givet ham kongedømmet – det var Gud, som måtte bevare kongedømmet, hvis det var det, Gud ville.

Hvilket sindelag! Det afspejler Guds eget sindelag – et hjerte efter Guds hjerte. Jesus selv “tog en tjeners skikkelses på… ydmygede sig… blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors” (Fil 2,7-8).

Magt hører ikke til Guds dagsorden… Jesus sagde: “I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der skal være stor blandt jer, skal være jeres tjener… Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange” (Matt 20,25-28).

En konge efter Guds hjerte er en tjener. En leder efter Guds hjerte er en tjener.