Stole på Herren

Det er mærkeligt. Skulle det ikke være unødvendigt at sige, at “det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker” (Sl 118,8)?

Det er jo indlysende. Gud er herre over hele universet. Han kan alt, ved alt, har mulighed for at røre ting langt ud over vores forstand.

Det næste vers sammenligner det at stole på Gud med at stole på stormænd… Hvad ekstra skulle de mon have?

Sagen er, at vi hellere vil stole på mennesker end på Gud…!?!

Hvor mange gange søger vi ikke rådgivning gennem mennesker, vi beder Gud sende os mennesker, vi ønsker bestemt ikke at være alene med problemerne, og sender Gud en konge for at beskytte os, så føler vi os mere trygge, end hvis Gud gør det selv…!?!

Har Gud et dilemma? Eller har vi? Hvordan kan Gud overhovedet velsigne os med dybe fællesskaber… hvis vi sætter dem i stedet for ham?

Og når de selvsamme mennesker svigter os… så føler vi, at Gud har svigtet os… Vi stiller spørgsmål ved hans ledelse og hans kærlighed, vi forstår ikke, at han har tilladt det…!?!

Åh ja, Gud er slet ikke færdige med os endnu… “Det er bedre at søge tilflugt hos Herren end at stole på mennesker”. Vejen hvor vi lærer det… fører os måske igennem:

• Folk der omringer mig… (vers 10)
• At jeg bliver stødt ned og er ved at falde… (13)
• Tæt på at dø… (17)

Og der oplever vi, at det er Gud – som “er min styrke og lovsang, han blev min frelse” (vers 14). Gud er den trofaste (vers 1-4)!

Åh ja, Gud er vant til, at vi vrager ham… “Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten” (vers 22), men det er først, når han (ikke et menneske) er vores hovedhjørnesten, at vi virkelig står fast!

Mennesker kan svigte, men Gud svigter aldrig! “For han er god, hans trofasthed varer til evig tid” (vers 29). Stol på ham – ikke på mennesker! Men tak også Gud for de mennesker… som du kan stole på…