Gud ser dig!

Du, som er nede… Gud ser dig!
Du, som ikke ved, hvorfra du skal få styrken til at rejse dig… Gud er nær dig!
Du, som ikke føler dig værdig til livet… Gud elsker dig!

Ok – det er måske helt mørkt omkring dig… Men for Gud er dit mørke ikke mørkt!
Når du siger: Mørket skal dække mig
Så siger han: Mørket er ikke mørke for mig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset
Han ser dig! Han ser en vej! Han ser, hvordan han skal nå og favne dig!

Måske føler du mest for at flygte… også væk fra Gud…
Men – hvor kan du flygte hen, hvor Gud ikke er?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Gud er, hvor du er! For han elsker dig. Og han er klar til at favne og hjælpe dig!

Ja, Gud vil lede dig… lige nu – og til dit livs ende…
Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast.
Ser du, Gud elsker dig så meget – at han aldrig slipper dig! Han holder fast, også når du føler, at alt slipper ud af dine hænder… Ikke for Gud!

Gud har været der lige fra start… han elskede dig, inden nogen andre kendte dig…
Det var dig, der dannede mine nyrer,
du flettede mig sammen i min mors liv.
Gud var den, som formede dig… så nær, som var det hans egne hænder, som rørte hver eneste molekyle i din krop…

Kære du, som er nede… stop op ved Guds tanker… tænk dem, lyt til dem, tag dem ind… Hans forunderlige kærlighedstanker om dig! Dem kan du leve af og på… Og når du bliver ved med det, så vil du mærke ham mere og mere…

Hvor er dine tanker dyrebare for mig,
hvor stor er dog summen af dem, Gud!
Tæller jeg dem, er de flere end sandet,
bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.

Alle disse skønne vers finder du i Salme 139 – en af mine yndlingssalmer!