Han lytter – du bærer ikke alene

Vi fortæller alle beretningerne. Om Jesus der helbredte de syge. Ja, endda om andre der helbredte syge. Om Jesus der opvækker en mand, en søn, en 12-årig pige.

Og så møder vi døden. Ubarmhjertig og grum. Ikke en voksen, men et barn… Det gør så ondt… Det virker så uendelig uretfærdigt… Vi bad, og vi råbte til Gud… Vi troede miraklet ville komme… Eller at lægerne ville finde den rigtige kur…

Død.

Hvor var du Gud? Hvorfor greb du ikke ind – og helbredte?

Stiller du Gud spørgsmålet? Og fortæller du ham, hvordan du har det…? Ærligt…

Gud, det her gør ondt… Jeg kan ikke være i det… Det gnaver sig ind i min tro. Al min fred er væk. Gud, mine bønner lammes af spørgsmål, som jeg ikke synes, jeg burde have… Gud, hvorfor gjorde du ikke noget? Hvorfor hørte du ikke mine bønner? Gud, jeg bliver vred på dig… og jeg forstår dig ikke… Så lige nu kan jeg hverken leve med dig – eller uden dig… Hjælp mig, Gud!

Og Gud kan rumme dig! Han kan om nogen “græde med de grædende” (Rom 12,15) der, hvor der lige nu ikke er et svar… “Selv om jeg går i mørkets dal, frygter jeg intet ondt, for du er hos mig” (Sl 23,4).

Gud er hos dig der, hvor det er allermørkest! Gud er der, hvor dine tårer er flest. Gud er der, hvor du ikke mærker andet end smerte… Han slipper dig ikke… og han fører dig igennem mørkets dal…

Lige der elsker Gud dig! Han lytter gerne til al dit virvar af magtesløshed, håbløshed, vrede, bitterhed og tårernes strømme… Og så er du ikke længere ene om at bære det…