Gud gør det hele
Jeg elsker det! Eller rettere – jeg elsker ham! Det er så fantastisk at se, at Gud gør det hele! Igen og igen minder han mig om, at det ikke er min plan, som han velsigner – men at jeg er en del af hans plan! Det er vildt. Stort. Forunderligt.
Historien om David minder mig om det. David synes, at Gud skal have et hus at bo i – ligesom David nu har et hus. Og så siger Gud til David: “Skulle du bygge mig et hus at bo i?” (2 Sam 7,6).
… Og så vender Gud den om “Herren vil bygge dig et hus” (vers 11).
Guds plan! Guds plan for David. Langt større. For den var ikke kun for David. Den var for hele menneskeheden. Guds plan handlede om, at Jesus ville komme i Davids slægt. Gud ville bygge et hus – som varer helt ind i evigheden.
Og det handler om, hvad Gud vil! Gud er den aktive. Og han siger det: “Jeg indsatte… Jeg har hentet… Jeg var med dig… Jeg har skabt dig et navn… Jeg har givet mit folk Israel… Jeg har skaffet dig fred for alle dine fjender… Jeg vil grundfæste… Jeg vil være hans fader…” (fra vers 7-14).
Wau! Og Gud vil noget med dig! Gud vil styrke dig til en opgave i sin plan. Gud vil påvirke dine rammer, så det bliver muligt. Gud vil inspirere dig. Gud vil virkelig lede dig!
For sådan er Gud! Som vi læste i Salme 23 forleden: “Han leder mig ad rette stier for sit navns skyld” (vers 3). Gud elsker, når vi stråler til hans ære!