At være sammen med ham

Ledet af Gud

Ønsker du Guds ledelse i dit liv? Længes du nogle gange efter at hans ledelse må være tydeligere? Beder du igen og igen om, at han må vise dig hvilke beslutninger, der er rigtige?

Ja – jeg ønsker hans ledelse! Og jeg er også fra tid til anden der, hvor jeg bliver optaget af afklaring af noget, som jeg ønsker at få retning på… At min længsel efter hans ledelse fylder mig… At min egen desperation for svar næsten ikke er til at være i…

Og ved du, han leder mig altid det samme sted hen. Til sig selv. Helt enkelt: Han er svaret!

Jeg kommer derhen, hvor jeg slipper mit fokus på mit ønske om svar – til blot at ønske ham. Til at samværet med ham bliver det, der fylder mig. Til at hans åbenbaring af sig selv bliver nok for mig. Til at hvile i, at når det ikke er vigtigt for ham at give mig noget mere konkret i forhold til noget bestemt – så er det det heller ikke for mig…

Det er overgivelse til ham. Overgivelse til hans timing, til at være sammen om det, som er vigtigt for ham, til at lytte til det, som han ønsker, vi skal tale om lige nu…

Det er tillid til ham – real life. Det er at tage dette løfte ind i mit liv: “Han leder mig ad rette stier for sit navns skyld” (Sl 23,3). Så det er at stole på, at han faktisk leder mig – for sin æres skyld. Han ønsker endnu mere end mig, at mit liv må stråle for ham! Så – selvfølgelig leder han mig…

Den store pointe er, at Guds ledelse er aldrig adskilt fra Gud selv… Så det hele begynder med ham – og så bliver han svaret på alt andet! Og han leder os til fred både i beslutninger om det ene og om det andet… Nogle gange nærmest skåret ud i pap… andre gange på en stille, dyb måde…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *