Tro imellem

Tro er ikke blot et spørgsmål om at forlade punkt A og gå til punkt B. Tro handler om at forlade punkt A…

For ofte ved vi ikke, hvor vejen går hen… Vi ved ikke, hvor lang tid det tager, at nå derhen… Der er et tomrum på vej derhen… Måske føler vi os handlingslammede, fordi vi hverken er ved A eller B… Og andre følelser kan fylde os – som usikkerhed, ensomhed, utilstrækkelighed, desperation…

David var der. Imellem det ene og det andet. Han mødte alle de voldsomme følelser.

Engang var han i en hule, hvor han skjulte sig for Saul. “Jeg råber højt til Herren”, “fortæller ham om min nød”, “Når mit mod svigter, så kender du min sti”, “Jeg har ingen steder at flygte hen” (Sl 142,2.3.4.5).

Ja, faktisk føler han sig som i et fængsel: “Før mig ud af fængslet, så jeg kan takke dit navn” (vers 8).

Men i alt dette holder han fast ved, at Gud kender hans sti! Og han siger “Du er min tilflugt” (vers 6). Det er ikke en tilflugt eller nogens tilflugt – det er min tilflugt – hans egen tilflugt, personligt.

Din tilflugt. Gud kender din sti, når du er imellem… når du ikke ved ud eller ind, når dit mod svigter. Han er Din vejleder, din trøster, din ægteskabsrådgiver, din økonomiske rådgiver, din hjælp til børneopdragelse… Din tilflugt – i alt!

Måske er vejen mellem det ene og det andet mørk for dig… men ikke for Gud! “Siger jeg: ‘Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig’, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lyst som dagen, mørket er som lyset” (Sl 139,11-12).