Ørken og fristelse

“Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen” (Matt 4,1).

Ørkenen.

Alene. Du er alene der i ørkenen. Der er stilhed. Ingen mennesker at spørge. Du må bare møde dig selv.

Det er, når vi er helt alene i vores inderste, at vi må tage vores sværeste beslutninger. Dem, som ingen andre kan tage for os.

Det er vores inderste, som møder de sværeste fristelser. Der, hvor det er mig alene, som møder mit valg og mit ansvar. Der, hvor min frie vilje må stå på mål for den, jeg er.

Djævelen ved det… Når vi søger at være alene for at reflektere og stoppe op… for at høre Guds stemme og kald… så kommer djævelen også – ganske uindbudt… For at forvirre og forplumre, for at kaste mørke, utryghed og usikkerhed… sætte tvivl…

Ørkenen er der… den forsvinder ikke. Og vi møder også vores største sejre i ørkenen. For det er der, at vores frie vilje står sin prøve – og vi vælger, at Gud skal være Gud… uanset konsekvens og følelsesmæssig smerte…

I ørkenen folder valgets vidunder sig ud! Ikke i os selv, men ved ordets kraft “Der står skrevet”… og på dette grundlag må selv djævelen vige: “Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham” (vers 11).