Jeg har syndet

Paulus leder os hen til erkendelsen: “Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,23-24).

Det er mig. Jeg har syndet.

Paulus har fat i jødernes selvforståelse om at have fået Guds ord betroet – og derfor være noget særligt. Og ja, Paulus siger, at det er noget særligt (vers 1-2). Det er virkelig et fortrin, at være født i et hjem, hvor man tror på Gud, så man har lært Gud at kende fra begyndelsen af i sit liv.

Men. Det er så det.

Paulus spørger: “Har vi så nogen fordel?” Og svarer: “Overhovedet ikke!” (vers 9). Ingen – ingen kan fortjene sig til frelsen på nogen måde! Ikke ved at have levet i et kristent hjem fra start, altid kirkegænger, altid bibellæser, bedt siden man kunne tale… Det gør mig ikke god!

Jeg må se det i øjnene. Erkende det: Jeg er en håbløst fortabt synder! Det er mig, som har brug for en frelser!

“Hvad bliver der så af vores stolthed? den er udelukket!” (vers 27).

Jesus, jeg tager imod dig! Frels mig! Jeg lægger min såkaldte “godhed” ved korsets fod… den er så besmittet af stolthed, jeg er bedre end andre, jeg kan, jeg er god… tag det Jesus! Jeg er en synder! Og jeg priser og takker dig for, at du er min frelser!