Blive stående

I går var vi i gang med Joshafats overgivelse til Guds kamp. Det er en beretning, som jeg holder enormt af og har læst mange gange. For – hvor vil jeg gerne, at Gud vinder mine umulige kampe! Og, helt ærlig, jeg kan ikke altid finde ud af at give mine kampe til Gud med det samme… og så falder jeg nogle gange på vejen…

Så – nu hvor jeg kiggede på beretningen igen, så hæftede jeg mig særligt ved denne sætning: “Men alligevel er det ikke jer, der skal kæmpe; I skal blot stille jer op og blive stående, så vil I se Herren frelse jer” (2 Krøn 20,17).

Der er tre pointer i teksten:

• Der er noget, jeg ikke skal: Jeg skal ikke kæmpe
• Der er er noget, jeg skal: Stille mig op og blive stående
• Der er noget, Gud vil gøre: Frelse mig

Så der er noget, jeg rent faktisk skal gøre: Jeg skal blive stående.

Og – der er flere ting, som er mig imod i forhold til at blive stående:

• Åh nej, nu er jeg i det igen – jeg falder bare igen – jeg må væk – jeg flygter
• Åh nej, nu falder jeg igen – og jeg lader stå til, for presset føles så stort
• Åh nej, der er den synd, som jeg ikke vil begå – jeg går væk fra den for at sejre

For at begynde med den sidste: Jo, ideen er jo god nok – men det er bare ikke alle ting, jeg kan gå væk fra… Og i forhold til dem alle tre – jeg vil jo aldrig opleve Guds sejr, hvis jeg ikke møder fristelsen…

Så – at møde fristelsen, det store, det umulige, det jeg ikke kan – det er ikke lig med et nederlag. Selvom jeg mærker det bide og rive i mig – så er jeg altså ikke på forkert vej. Det handler om én ting: Jeg må blive stående – og så lade Gud om resten… Jeg må blive stående med fokus på, hvad Gud vil gøre – ikke tage det ind som min kamp… Jeg må blive stående – og begynde at lovprise Gud for det, som han vil gøre!