Overgivelsens kamp

Jeg har prøvet at kæmpe kampe, som det ikke lykkedes mig at vinde. Og der er så mange kampe at kæmpe: Tage-sig-sammen-kampen, selvdisciplins-kampen, tålmodighedens kamp, overbærenhedens kamp, prioriterings-kampen… You name it…

Kong Joshafat vandt den største kamp! Overgivelsens kamp! Og den så i grunden slet ikke så stor ud…

Han blev truet af en fjende. Han blev bange – og så gik han bare med det samme til Gud! Han inddrog folket ved at indkalde dem til faste. Og så sagde han det til Gud, lige som det var: “Vi ved ikke, hvad vi skal gøre, men vores øjne er rettet mod dig” (2 Krøn 20,12).

Gud gav ham et svar – gennem Mr. Nobody – levitten Jahaziel, som vi ikke hører om ellers. Det er et ret forunderligt svar: “Vær ikke bange, og lad jer ikke skræmme af denne store hær, for det er ikke jeres kamp, men Guds… ikke jer, der skal kæmpe; I skal blot stille jer op og blive stående, så vil I se Herren frelse jer” (2 Krøn 20,15.17).

Næste morgen opstillede Joshafat sangerne, og “I det øjeblik de satte i med jubelråb og lovsang, lod Herren et baghold angribe” (vers 22).

Wau… jeg kan tage noget med mig:

• Jeg må med det samme gå til Herren: Gud, jeg er bange for at blive besejret.
• Jeg må sige det til Gud, lige som det er: Gud, jeg kan ikke… jeg har forsøgt dette så mange gange, du må lære mig en anden måde!
• Jeg må lytte til det, som Gud siger mig: Gud, lad mig høre din stemme i dette. Også om det kommer på en måde, som jeg ikke venter.
• Jeg må være i det – ikke løbe bort: Gud, jeg har lyst til at flygte… hjælp mig til bare at blive stående… Gud, jeg er bange for at falde… hjælp mig til bare at blive stående
• Jeg må lovprise Gud for sejren – før den er der: Gud, jeg takker dig, fordi du magter dette, tak, fordi du vil tage dig af det, jeg priser dig for, at jeg vil se din sejr!