Udpint og rigelighed
Udpint og rigelighed – det hænger bare ikke sammen. Det er modsætninger. Det udpinte mangler. Det mangler så meget, at selv det, som det havde, er trukket ud af det… Indtil den mindste lille del.
Hvad sker der, hvis det udpinte møder rigelighed…?
Hvordan vil det føles, hvis noget inde i dig er udpint, og så møder du rigelighed?
Spændingen letter… du begynder at slappe af… du tager noget ind, som ikke var der i forvejen… et hul fyldes… det fyldes endnu mere… du mættes… du tager imod, bygger energi op, skal pludselig ikke skabe det hele… du får! Du opbygges. Du mærker hvordan du læges… sår heles… smerte forsvinder… Og stadig fyldes du mere op… rigeligt… det flyder over… Du jubler af glæde… synger og danser… Det her må hele verden vide! Jeg er glad! Jeg er lykkelig! Jeg har overskud! Jeg vil dele det med jer alle sammen!
Drøm? Nej… se her:
“Du lod regnen strømme rigeligt, Gud,
du sørgede for dit udpinte land” (Sl 68,10).
Gud er rigelig! Han er fuld af rigelighed. Han mangler aldrig. Han giver og giver og giver og giver igen. Og helt ærlig – du er hans udpinte land, når han ikke har fyldt dig… For du er ikke fuld af rigelighed. Du mangler hele tiden. Du bliver tom, så du ikke har mere at give af…
Udpint og rigelighed… Et ideelt match. Den eneste løsning, faktisk! Giv ham plads… og ting i dit liv vil blomstre, som du aldrig havde drømt om…