At være sammen med ham

Alle har brug for at græde

Jeg kiggede på min veninde. Hun var så stærk. Selvom hun havde mistet. Men jeg vidste, at det gjorde ondt indeni. Meget ondt. Men her, ude blandt andre, så var hun så stærk…

Jeg tænkte på, at alle har brug for at græde…

Men – hvordan græder man, når man er stærk… Når man måske er den, der plejer at holde sammen på det hele… Måske er man den stærke, som andre græder hos…

Man går til ham, som er endnu stærkere! Til ham, som kan bære alle tårer. Til ham, som løfter alle byrder. Til ham, som har al trøst. Til ham, som er der, når sorgen ikke forsvinder. Til ham, som giver glæde på ny.

Gud ved. “Du fører bog over min elendighed, mine tårer er samlet i din lædersæk, de står i din bog” (Sl 56,9). Gud elsker dig så højt – ingen smerte i dit liv går ham forbi…

“Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28).

Kom – siger han til dig – Kom med din smerte og dine tårer, kom med alle dit livs byrder, kom uforløst og forkrampet, kom så slidt og så træt som du er – giv slip hos ham – græd – han vil give dig hvile!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *