
Tvivlrådige, men…
Paulus sagde: „Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede‟ (2 Kor 4,8).
Det blev Guds svar til mig den morgen. Jeg havde kæmpet med en bestemt ting – og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med den. Jeg var tvivlrådig! Fyldt med tanker den ene og den anden vej, usikkerhed og ufred.
Gud kom til mig i dette vers… ja, for jeg var nok tvivlrådig – men jeg var ikke fortvivlet! For jeg vidste, at tingene var i Guds hænder. Ja, jeg vidste, at det slet ikke handlede om mit projekt, men om Guds. Gud havde en plan med det, som jeg havde gang i og var en del af… Ja, han havde gang i noget!
Ikke fortvivlet! Det var sandt. Det havde været sandt i mit hjerte hele tiden – men alligevel havde min egen tvivlrådighed fyldt mig med ufred. Men nu slap jeg den. Gud tog den. Og jeg fik fred.
Det var „Gud, der sagde: ‚Af mørke skal lys skinne frem,‛ han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt‟ (vers 6).
Sådan havde jeg det nu. Nu var Guds lys i mit hjerte. Jeg jublede over, at jeg ikke behøvede at kæmpe mig frem til at have styr på det, som min kære Gud har styr på…

