Plads for dine skridt

Davids takkesang til Herren beskriver ikke en dans på roser. Han har både oplevet dødens brændinger og undergangens floder. Og i hans tilfælde var det bestemt ikke bare følelser, han sang netop denne sang, da Gud “havde reddet ham fra alle hans fjender og fra Sauls hånd” (2 Sam 22,1). Det var virkelig krig.

Men vi andre kender godt følelserne… følelser hvor alt liv i os stopper, og vi ikke ser muligheder…

Men Gud gav David nye muligheder. “Han rakte ud fra det høje og greb mig, han trak mig op af de vældige vande” (vers 17).

Der er et par formuleringer i lige præcis denne takkesang, som gør særligt indtryk på mig. Det ene er: “Han førte mig ud i åbent land, han befriede mig, for han holder af mig” (vers 20). For at begynde bagfra… åh, hvor det rører mit hjerte, at han holder af mig. Og at komme ud i åbent land – det lyder så godt! Der er ikke skjulte farer, alt er på det rene, jeg kan være glad og tryg.

Og så til det andet: “Du skaffer plads for mine skridt, og mine ankler giver ikke efter” (vers 37). For mig er det et af de største og stærkeste løfter… for når bare han skaffer plads for mine skridt… så er der jo en vej frem! Så er der noget, jeg kan være aktiv i. Så er der plads, for at hans kald til mig kan leve… uanset, om der stadig er fjender og storm omkring mig…

Kære Gud, sammen med David takker vi dig! Tak fordi du er alt for os – og du åbner en vej for os til at virke med det, som du har givet os… Tak for tryghed og glæde. Tak for åbent land og plads til vores skridt!