At blive brugt af ham

Manden efter Guds hjerte

“Mennesker ser på det, de har for deres øjne, men Herren ser på hjertet” (1 Sam 16,7). Og da David kom foran Samuel, sagde Herren: “Ham skal du salve, for ham er det” (vers 12), “og fra den dag greb Herrens ånd David” (vers 13).

David havde Gud som center for sine tanker og handlinger.

Så da David hørte filisteren Goliat håne Israel, så sagde David: “Hvem er egentlig denne uomskårne filister, siden han tør håne den levende Guds slagrækker?” (1 Sam 17,26). Og det var vel at mærke nogle slagrækker, som var “ude af sig selv af rædsel” (vers 11), når de hørte filisterens hån. Men David så på Guds perspektiv – Gud blev hånet!

Og da David mærkede kaldet til at gå imod Goliat, så var det i tillid til Gud: “Både løver og bjørne har jeg slået ihjel, herre. Nu skal det gå denne filister på samme måde, for han har hånet den levende Guds slagrækker… Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister” (vers 36-37).

Denne samme tillid til Gud udtrykte David over for Goliat: “Du kommer mod mig med sværd og spyd og krumsværd, men jeg kommer mod dig i Hærskarers Herres navn, Israels slagrækkers Gud, som du har hånet. I dag vil Herren give dig i min magt… Så skal hele jorden erkende, at Israel har en Gud. Og hele denne forsamling skal erkende, at Herren ikke frelser med sværd og spyd. Krigen er Herrens, og han vil give jer i vores hånd.” (vers 45.46.47).

Tag denne indstilling til Gud og tillid til Gud ind i dit liv: Søg Guds ære i alt, hvad du gør – og hav tillid til Guds magt i alt, hvad du gør, hav ikke tillid til menneskers magt og frygt ikke menneskers magt. … Så lever du som en ægte kongesøn eller kongedatter af hele universets konge – lige efter hans hjerte!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *