Gaven erobres

“Josva sagde til israelitterne: ‘Hvor længe vil I tøve med at gå ind og erobre det land, som Herren, jeres fædres Gud, har givet jer?’ “ (Jos 18,3).

Det handler altså om, at vi skal erobre noget, som Gud allerede har givet os. Interessant… giver tanken genklang for dig? Den gør for mig…

For det er som om, at jeg nogle gange går ud af Guds favn – i stedet for at blive der. Så han har givet mig noget – som jeg alligevel ikke erobrer og gør til mit.

Fx har han lovet at bære mine byrder og give mig fred… Men til tider så glemmer jeg at tage imod det – i stedet kværner mine tanker rundt om tingene, som om jeg selv skulle klare det hele. Og bekymringerne vokser.

Det koster mig noget, at jeg i stedet erobrer freden… Det koster mig i al fald noget af min tid – tid, jeg bruger på bøn, på at takke Gud for, at han bærer tingene, på at minde mig selv om hans løfter, på at fokusere på det som Gud har lovet at gøre, og på det som han allerede har gjort.

Og… faktisk er det slet ikke særlig lang tid, når jeg gør det… men du så meget tid det frigiver til lethed og glæde i den anden ende… i stedet for at jeg tramper rundt i bekymringerne…

Guds gave er erobret! Han fylder mig med sin fred!