Lammet med de frelste
“Jeg så: Se, Lammet stod på Zions bjerg, og hos det stod ét hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets faders navn skrevet på deres pande.” (Åb 14,1)
De er Guds! Lammets frelste, som han har “købt fri af jorden” (vers 3).
Og hvem er de så?
“Det er dem, der ikke har sølet sig til med kvinder, men er jomfruelige. De følger Lammet, hvor det går. De er købt fri fra menneskene som en førstegrøde for Gud og Lammet, og der fandtes ikke løgn i deres mund; de er uden fejl” (vers 4-5).
Den tekst er fuld af billeder.
Soldater havde ikke omgang med kvinder, før de skulle i et vigtigt slag. Og jomfrulige kvinder havde ikke været sammen med andre mænd, før de skulle giftes. Dem, der følger Lammet har kun Jesus som sin Gud – og de er klar til og glæder sig til at være sammen med ham i evigheden.
Den første del af afgrøden skulle gives til Gud som et taknemmelighedsoffer. De takker Gud, for at han har frelst dem, købt dem fri.
Og de troende har fuldt ud erkendt deres behov for en frelser! De lever ikke i løgnen om, at de kan selv – de er uden fejl, fordi de har taget imod Lammets offer!
“Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Fordi han elsker dig – og vil være sammen med dig i evigheden!
Du kan også høre prædikenen Lammet er der altid for dig.