Glæde over Herren

“Disciplene blev fyldt af glæde og Helligånd” (ApG 13,52) – og det var ellers ikke bare let. Faktisk står der, at “jøderne fik ophidset de fornemme gudfrygtige kvinder og byens førende mænd og rejste en forfølgelse mod Paulus og Barnabas; og de jog dem ud, væk fra deres egn” (vers 50).

Det var ikke lige det, vi ville være glade for. “Men de rystede støvet af fødderne mod dem og rejste så til Ikonion” (vers 51). For Paulus og Barnabas vidste at de var ledt af en, som ville noget større.

Det havde faktisk været meget frugtbart at være i Antiokia i Pisidien: “Da hedningerne hørte det, blev de glade, og de priste Herrens ord… og Herrens ord blev udbredt i landet” (vers 48.49). Og det var derfor, at der kom modstand.

Men disciplene var fyldt af glæde. Ikke af glæden alene, men af glæde og Helligånd. Glæden over at de så Guds hånd i deres liv og i det, der skete. Glæden over at mennesker tog imod Gud – til trods for modstand. Glæden, som Gud selv lagde i deres hjerter.

Jeg kender fornemmelsen… ja, altså ikke lige det, de prøvede… men det helt fantastiske ved at være Guds: Så er Gud-pointen bare større end alt andet! Så oplever jeg også Guds glæde i hjertet, selvom der er øv-ting omkring mig. Så ser jeg hans hånd, selvom jeg ikke bryder mig om alt, hvad der sker. Så er jeg klar til at give slip på en ting, for at gå videre til noget andet, som Gud nu leder mig.

At leve sådan – det er den største glæde! Det er den bedste glæde at leve i! Det er det bedste liv: Livet med Gud!