Guld eller Jesus?
Manden var lam. Han havde næppe forestillet sig andet… men om han kunne få lidt penge til sine fornødenheder – så var han tilfreds.
Så manden sidder ved indgangen til templet og tigger. Peter og Johannes kommer forbi, og Peter siger: “Sølv eller guld har jeg ikke” – har manden måske tænkt: nå, men hvorfor stopper du så? – og Peter fortsætter: “men jeg giver dig, hvad jeg har: i Jesu Kristi, nazaræerens, navn, stå op og gå!” (ApG 3,6).
“Og Peter greb hans højre hånd og rejste ham op; og straks blev hans fødder og ankler stærke, han sprang op og kunne stå og gå” (vers 7-8).
Menneskene omkring blev slået af forundring og var ude af sig selv (vers 10). Peter tager fat i det: Det er ikke os, som har nogen særlig magt – det er Jesus! Vi vidner om Jesus! “Ved troen på Jesu navn har hans navn bragt denne mand, som I ser og kender, til kræfter. Den tro, som er virket ved Jesu navn, har for øjnene af jer givet manden hans fulde førlighed” (vers 16).
3 x Jesu navn! Det er Jesus, som gør forskellen. Og læg mærke til, at selve troen også er kommet på grund af Jesus. Jesus virkede i Peter, så han gjorde det, han gjorde, denne dag overfor den lamme… Jesus selv var sammen med Peter!
Jesus havde for ikke så længe siden selv sagt til disciplene: “Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen” (Joh 16,23-24).
Jesu navn! Hans fortjeneste for dig. Hans vilje for dig. Hans planer for dit liv. Hans velsignelser til dig. Hans kærlighed til dig. Hans tjeneste for dig. … Jesu navn! Lev i hans navn i dag! Ikke for guld eller sølv…