Misundelse – tilgivelse

Det er ikke rart at være udsat for andres misundelse. Slet ikke når de aktivt forsøger at gå imod en.

Isak oplevede det. Tænk, hvor ondt, så fyldte filistrene brønde, som Abraham tidligere havde fået gravet, op med jord. I et område med stor afhængighed af vand fra brøndene. (1 Mos 26,14-15). Og deres misundelse var så stærk, at de simpelt hen bad Isak om at forsvinde (vers 16).

Isak rejste så og fik også gravet de gamle brønde fri igen. Og han gravede nye brønde – men flere gange gav det stridigheder med de misundelige filistre, som så pludselig hævdede, at vandet var deres (vers 17-22).

Men Gud var aktiv! Igen viste han sig for Isak og repeterede sine løfter om, at han ville velsigne Isak og hans folk. Og – så arbejdede Gud også med filistrenes hjerter. Nu ville de nemlig gerne slutte fred med Isak, for de sagde: “Du er nu engang Herrens velsignede” (vers 29).

Nu kunne man jo tænke sig, at Isak så ville have sagt: Ja, men så må I også grave alle brøndene fri. Eller han kunne have været sur og nægtet fred – sådan som de havde behandlet ham. Men det gjorde han ikke. Han holdt et festmåltid for dem – for egen regning! Det kalder jeg tilgivelse!

Og det er, som om Gud velsigner Isak for hans tilgivende sindelag: “Samme dag kom Isaks folk og fortalte ham, om en brønd, de havde gravet; de sagde: ‘Vi har fundet vand’.” (vers 32).

Samme dag… de andre havde forsøgt at forhindre Isaks adgang til vand… alligevel havde Isak tilgivet… Og Gud velsignede: Se, Isak, jeg skal nok sørge for, at du har vand nok!

Tilgiv… og stol på Herrens velsignelser!