Et renset tempel
Jesus jog dem ud. Dem, som fyldte templet med noget, som hindrede mennesker i at komme til Gud. Han lavede en pisk af reb, som han brugte. Han væltede vekselerernes borde. Han sagde til dem, der solgte duer: “Få det væk herfra!” (Joh 2,14-16; vers 16).
OK, når du hører den beretning, tænker du så, at Jesus udviste styrke? Det tænker jeg – man skal være virkelig stærk, for at vove at gøre sådan noget… Og han gjorde det med guddommelig værdighed (for det var et kendetegn ved alt det, Jesus gjorde).
Han var altså i templet. Og samtidig taler han om sit legeme som et tempel (vers 21). Det fik mig til at tænke på dette vers: “jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud” (1 kor 6,19).
Indrømmet – i mit legeme-tempel er der også skidt og møg, som hindrer mig i at komme tæt på Gud… Jeg har faktisk virkelig brug for den stærke mand, for Jesus, som kommer og sender det hele på porten. For – jeg kan ikke selv…
Og det gør Jesus! Den lille beretning bliver pludselig til et løfte til mig – at Jesus vil komme med sin guddommelige styrke og tage kontrol over alt det, som jeg selv er magtesløs overfor i min syndige krop. Tak og pris til Gud!