En skorem…

Jesus – han overrasker mig – ja, med at være så helt igennem fantastisk.

Jeg sad og læste i Johannesevangeliet kapitel 1. Jeg bliver rørt af, at Johannes Døberen siger: “han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse” (vers 27).

Wou… en skorem… Bøje sig ned og løsne den… Mine følelser stritter en lille smule, da jeg ser skoremmen for mig… Jeg har længe været så optaget af, at Gud giver mig en uendelig værdi… at jeg kan løfte mit hoved i stolthed over at være universets konges datter! Hvilket også er sandt!

… Men… i forhold til Jesus… det er jo sandt, at jeg ikke har noget at komme med af personlig værdighed… jeg kan give mig selv… men det er et ynkeligt, svigtende menneskeliv, som han virkelig må gøre noget ved. Han må gøre alt…

OK, så. Jeg læser videre… efter skoremmen – til at Jesus kommer ind på scenen – så – nu kommer han, som er værdig. Det er ham, som virkelig er noget. Ham, som er alt… Forventningerne til noget stort! Og jeg læser: “Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (vers 29). Det er virkelig et mentalt sceneskift. En overraskelse!

Et lam! Skulle det være noget særligt? Altså, et lille lam? Ja, et offerlam – hvor alt synd bliver lagt på – så det kan blive slagtet… Er det lige værdigt?!

Wau! Mit hjerte banker af taknemmelighed! Jesus, han bøjede sig ned, helt ned til den mest støvede og slidte skorem…. for at tjene og frelse mig! … Må han lære mig det samme tjenersind!