Plads til det hele

Jeg hørte en historie om en lærer, som viste sin klasse et glas fyldt med sten. “Er glasset fuldt?” spurgte hun klassen.

“Ja,” lød det fra flere. “Nej, tænk lige over det,” sagde hun, og så hældte hun grus ned imellem stenene. “Er det nu fuldt?” Nu var klassen ikke så sikker længere.

Faktisk var der også plads til sand og til sidst til vand. Herefter var de enige om, at nu var det vist så fuldt, som de kunne bidrage til i al fald.

“Hvad kan vi så lære af det?” spurgte hun klassen. Og de fik en snak om betydningen af at tage de vigtige ting først. Hvis vi altid bare løser “småting”, så fylder sandet måske bare glasset – og så kan vi ikke bagefter få plads til en større sten. Men gør vi først de større ting, så bliver der alligevel også plads til en masse mindre ting…

Måske er det noget af det samme, Jesus mener, når han siger:

“Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” (Matt 6,33).

Her står, at noget gives os i tilgift. Det er ikke bare den naturlige følge af at gøre tingene fornuftigt – selvom der er en helt naturlig gevinst ved at gøre det. Gud giver os noget mere. Han velsigner os, når vi sætter ham først. Det mærker vi måske ved, at det pludselig også går nemmere at løse andre ting. Vi finder hurtigere ud af tingene, tænker klarere, får uventet hjælp osv. Gud har mange flere veje til at velsigne os, end vi kan komme på.

Så – sæt ham først – så bliver der plads til det hele. I al fald til det, som er vigtigt… Hvem ved, måske vil Gud også lære os at sortere noget fra en gang imellem. Og lad ham hjælpe os med det også!