De andre…

Har du prøvet at være blandt de andre? Altså dem, som ikke helt hørte til i gruppen – sådan lidt udenfor…

Når jeg læser slutningen af Kolossenserbrevet, så nævner Paulus en helt masse navne. Ja, det er sådan et afsnit, som man næsten kan fristes til at springe over… men – se så alligevel (fra Kol 4,7-17):

Tykikos er en kær for Paulus – og han vil fortælle menigheden mere om Paulus, når han kommer. Onesimos har også været sammen med Paulus, og kommer nu tilbage til menigheden. Artistark er fange sammen med Paulus. Markus – Barnabas’ fætter skal de tage godt imod. Epafras beder for dem. Lukas er den kære læge. Nymfa har en menighed i sit hus. Osv…

Paulus har omsorg for en masse enkelte mennesker! De er ikke bare i en gruppe – blandt de andre… de betyder noget for Paulus hver især. Og han bryder sig om at nævne dem specifikt.

Sådan gjorde Jesus også – han så den enkelte. Og sådan gjorde Paulus altså. Det er simpelt hen modellen for et kristent fællesskab! Her bliver den enkelte set. Her husker vi den enkelte. Vi beder for den enkelte. Vi har omsorg for den enkelte. Der er plads for hver enkelt. Og ingen hører til blandt de andre…

Og ja – jeg ved det godt – ingen kan gøre alt for alle… Men alle kan gøre noget for nogen!

Gud – hjælp mig at se den enkelte! Send mig til den, som du ved, har brug for at blive set af mig. Læg din omsorg for den enkelte i mit hjerte!