Det svier…

Av, når noget giver os svie, så har vi helt ærligt ikke lyst til at gå derhen igen. En sviende plante holder vi os væk fra, og det samme kan faktisk gælde mennesker… vi har ikke lyst til at komme nær dem, som vi oplever os såret af.

Der er mennesker, som bliver så såret af mennesker, at det svier så meget, at de også forlader menighedsfællesskabet. Og der er mennesker, hvor livet har gjort så ondt, at svien får dem til at forlade Gud.

Paulus siger: “Hvem er magtesløs, uden at jeg også er magtesløs? Hvem falder fra, uden at det svier i mig?” (2 Kor 11,29). Paulus har i den grad oplevet livets svie – slid og slæb, fængsel med tortur, skibbrud, modstand fra både hans egne og fremmede, mangel på mad og vand og så hertil bekymringen for alle de menigheder, som han arbejdede for (vers 23-28).

Men Paulus gik ikke væk. Han faldt ikke fra. Han fandt i stedet styrken i sin egen magtesløshed kombineret med Guds kraft.

Med ham, så kan jeg også erkende – alt det her – det kan jeg hverken rumme, håndtere eller være i. Jeg er magtesløs. Jeg må give det til Gud. Faktisk er det min eneste mulighed – for hvis jeg forsøger selv, så går jeg til. … Og pludselig erfarer jeg – som solen, der bryder frem på en mørk himmel – at Gud er her! At Gud gør noget ved tingene! At han tager sig af det. … Først og fremmest inde i mig – men han rører også ved det andet.

“Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed” – “For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,9.10).