Tilgivet!

Fadervor: “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” (Matt 6,12)

Tilgivet, Far, yes! Hvilken frihed. Hvilken lethed. Hvilken glæde. For hvor er det tungt at bære på skylden… åh, jeg er ikke god nok, det bliver aldrig bedre, jeg magter det ikke, jeg er et elendigt menneske… Med din tilgivelse så oplever jeg, at jeg er enormt elsket! Og at jeg har en fantastisk værdi for dig! Så de tunge følelser erstattes af glæden og friheden… Hjælp mig også at tilgive andre! Hjælp mig til at smerten over andre ikke må æde mig, og bitterheden ikke fortære mig… jeg vil give slip, Far, og give den skyldige til dig! Du må tage dig af det – og jeg vil juble over at være fri!

Gud tilgiver! Det er ham, som kan optælle allerflest skyldnere… og han tilgiver dem alle! Faktisk døde han, for at kunne sætte hver eneste fri…

For frie bliver vi, når vi tilgives – og når vi tilgiver.

Tilgiver vi ikke – så sætter det sig i kroppen. Ligesom mørke omslutter os, hvis vi hele tiden fokuserer på det onde, som andre har gjort mod os…

Så der er kun en vej: Tilgivelse!

Det er en skøn vej, fordi den fyldt med nåde! Guds hjælp. Gud der lærer os, at vi får tilgivelsen ufortjent. Som en gave, vi kan tage imod. Og Gud, der lærer os – at den eneste, der kan dømme, det er ham – så al dom af andre kan vi slippe for…

Må du juble i tilgivelsens sandhed!